Jump to content
Home

News

Ukrainske virksomheders villighed til at investere stiger i krigstid

Published online: 15.05.2023

Ukrainske virksomheder er villige til at investere på trods af krigen med Rusland. Villigheden øges i gennemsnit, som krigen skrider frem. Det viser et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet.

News

Ukrainske virksomheders villighed til at investere stiger i krigstid

Published online: 15.05.2023

Ukrainske virksomheder er villige til at investere på trods af krigen med Rusland. Villigheden øges i gennemsnit, som krigen skrider frem. Det viser et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet.

Af Torben Haugaard Jensen, Aalborg University Business School

Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er forskere blevet mere opmærksomme på krige og konflikters betydning for strategiske beslutninger om investeringer i virksomheder. På trods af krig og konflikter er der stor sandsynlighed for, at virksomheder og industri vil fortsætte deres investeringer. Det er blandt andet tilfældet i Ukraine, viser et nyt forskningsprojektet fra Aalborg Universitet, som undersøger krigens betydning for ukrainske virksomheders villighed til at investere.

Foreløbige resultater viser, at virksomheder og industrier i Ukraine generelt bliver mere villige til at investere, i takt med at konflikten eskalerer.

- Fra december 2022 og frem viser virksomhederne overraskende nok gennemsnitlig større parathed til at investere. Og det er til trods for alvorlige angreb på civile og strategisk infrastruktur. Vi havde forventet, at virksomhederne i stedet havde lukket ned på grund af den kritiske situation i landet. Mindre overraskende kan vi også se, at ukrainske virksomheder med støtte fra investorer i udlandet viser stor risikovillighed. Det er dog uafhængigt af, om krigen eskalerer eller ej, forklarer Agnieszka Nowinska, der er adjunkt ved AAU Business School.

Hun har en teori om, at virksomhederne betragter investeringer som en overlevelsesstrategi.

- Jo mere voldelig konflikten udvikler sig, desto flere virksomheder vil forpligte sig til at afslutte den eller kæmpe for at overleve. Vi er i øjeblikket ved at planlægge en dækning af de forskellige årsager gennem en række interviews, siger Agnieszka Nowinska.

Input til politiske beslutningstagere

Ifølge Agnieszka Nowinska er det vigtigt at belyse investeringsklimaet i Ukraine og ukrainske virksomheders modstandsdygtighed i krigstid.

- Viden om virksomheders adfærd er afgørende for beslutningstagere, når det kommer til at forudse indvirkningen på civile, fordi virksomheder skaber jobs og adgang til andre ressourcer. Det er også vigtigt at vide, at især udenlandsk-støttede virksomheder bliver mere villige til at investere, fordi det kan have betydning for myndighedernes arbejde med at tiltrække udenlandske investeringer, siger Agnieszka Nowinska.

Jo mere voldelig konflikten udvikler sig, desto flere virksomheder vil forpligte sig til at afslutte den eller kæmpe for at overleve. Vi er i øjeblikket ved at planlægge en dækning af de forskellige årsager gennem en række interviews

Agnieszka Nowinska, adjunkt ved Aalborg University Business Shool

Data fra forskellige brancher

Projektet er baseret på data fra undersøgelser af forskellige ukrainske brancher, blandt andet fødevarer og landbrug, kemikalier, transport og logistik, lette industrier samt bank og rådgivning. Agnieszka Nowinska har fået adgang til dataene fra en ukrainsk erhvervsforening i Kiev, hvis formål er at forbedre investeringsklimaet i Ukraine på tværs af brancher.

Dataene er især brugbare, fordi de stammer fra en bred gruppe af brancher.

- Det giver os mulighed for at adskille adfærden hos de forskellige brancher samt udenlandske og indenlandsk ejede virksomheder, forklarer Agnieszka Nowinska.

Agnieszka Nowinska samarbejder med projektpartner Thomas Roslyng Olesen, specialkonsulent ved Copenhagen Business School (CBS).

Pressekontakt

Agnieszka Nowinska, adjunkt, AAU Business School
Tlf.: +45 9940 2530
Mail: aun@business.aau.dk