Økonomiprofessor er landets 4. mest citerede ekspert
: 28.01.2025

Økonomiprofessor er landets 4. mest citerede ekspert
: 28.01.2025

Økonomiprofessor er landets 4. mest citerede ekspert
: 28.01.2025
: 28.01.2025
Af Torben Haugaard Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs. Foto: Lars Horn
Aktiv debattør, politisk vagthund og ihærdig faktatjekker. Sådan lyder skudsmålet for Per Nikolaj Bukh, der forsker i offentlig økonomistyring ved AAU Business School.
Nu kan han også kalde sig Danmarks 4. mest citerede ekspert ifølge Akademikerbladets liste over danske mediers 50 mest citerede eksperter i 2024.
Per Nikolaj Bukh deltager jævnligt i den offentlige debat om fremtiden for dansk økonomi. Han stiller kritiske spørgsmål til politiske beslutninger og bringer ofte oversete emner frem i lyset. Målet er at fremme en konstruktiv dialog og finde løsninger.
Økonomiprofessoren lægger primært vægt på at bidrage med væsentlig information og dermed også få indflydelse på, hvad der diskuteres i medierne, og hvordan.
Han betragter fjerdepladsen på Akademikerbladets ekspertliste som en anerkendelse af arbejdet med at kvalificere den offentlige debat. Listen i sig selv er dog ikke afgørende for ham.
”Vi står over for store udfordringer og forandringer, hvor økonomi, styring og ansvarlighed er centrale temaer. Ekspertviden inden for økonomistyring og ledelse er tæt knyttet til nogle af problemstillingerne, vi som samfund skal adressere. Det gælder alt fra effektivitet i den offentlige sektor til ansvarlig brug af ressourcer og transparens,” siger Per Nikolaj Bukh.
Per Nikolaj Bukh har længe toppet listen over de mest citerede forskere på AAU Business School. Institutleder Mette Vinther Larsen er stolt over, at han nu også ligger i topti på Akademikerbladets ekspertliste.
Hun lægger vægt på, at forskningsresultater og velfunderet faglig indsigt bliver delt med befolkningen. Derfor glæder hun sig over, at også Lars Krull, seniorrådgiver og bankforsker ved AAU Business School, er at finde på ekspertlisten, hvor han ligger på en 24. plads.
”Jeg er enormt glad for, at Per Nikolaj Bukh og Lars Krull så ofte bliver inviteret ind i den offentlige debat på baggrund af deres ekspertise inden for økonomistyring og finansielle virksomheder. De har et skarpt blik for, hvordan aktuelle økonomiske og erhvervsøkonomiske problemstillinger kan forstås og håndteres. Det er velfortjent, at de indtager en så fremtrædende plads i samfundsdebatten, som listen viser, at de gør,” siger Mette Vinther Larsen.