Home

Nyt forskningsprojekt sætter fokus på iværksætteri i Danmark

: 14.02.2023

Projektet undersøger, hvorfor nogle områder i landet har flere iværksættere end andre. Carlsberg fondet har bevilliget 1.2 millioner kroner til projektet, som skal bidrage til politiske beslutningsprocesser.

Nyt forskningsprojekt sætter fokus på iværksætteri i Danmark

: 14.02.2023

Projektet undersøger, hvorfor nogle områder i landet har flere iværksættere end andre. Carlsberg fondet har bevilliget 1.2 millioner kroner til projektet, som skal bidrage til politiske beslutningsprocesser.

Af Torben Haugaard Jensen, kommunikationsmedarbejder, AAU Business School

Iværksætteri og etablering af nye virksomheder er afgørende for regional og national økonomisk vækst. Men hvor kommer iværksætteri fra? Og hvordan kan man forklare og fremme hurtige regionale skift i iværksætteraktivitet? Det er to centrale spørgsmål i et nyt forskningsprojekt om sammenhængen mellem geografi og iværksætteri. Projektet skal blive til en bog, og forfatterne er Michael S. Dahl, professor ved AAU Business School, og den amerikanske sociolog Olav Sorenson, UCLA Anderson School of Management.

Et af de primære mål med projektet er ifølge Michael S. Dahl at bidrage med kvalificeret input til politikerne i deres beslutningsprocesser.

- Den forståelse, som vil komme ud af undersøgelserne, skal være med til at udvikle måden, politikerne tænker på, når de forsøger at få flere iværksættere. Et vigtigt indspark kunne for eksempel være vores pointe om, at områder med etablerede virksomheder vil have få iværksættere, og hvordan vi undersøger, at områder kan vende udviklingen i antal iværksættere, forklarer Michael S. Dahl.

Bygger på et unikt datasæt

Michael S. Dahl og Olav Sorenson har tidligere forsket i mekanismer, som kan påvirke omfanget af iværksætteri i opad- og nedadgående retning. Michael S. Dahl er i øjeblikket ved at indsamle et unikt datasæt, som gør det muligt at afprøve teorierne i praksis.

- Datasættet dækker samtlige arbejdspladser i landet fra 1986 til 2019. Det giver os en enestående mulighed for at undersøge, hvor meget iværksætteraktivitet der er i områderne i Danmark i perioden helt ned på virksomheds- og personniveau. Vi vil kunne se, hvad der opstår og forsvinder, og hvordan det spiller sammen. Det har man ikke kunnet hidtil, forklarer Michael S. Dahl. 

Store virksomheder tiltrækker iværksættere

Etablerede virksomheder er en af de mekanismer, som kan påvirke, hvor meget og hvor lidt iværksætteraktivitet der er i et område. Årsagen er ifølge Michael S. Dahl, at omfanget af iværksætteri hænger tæt sammen med graden af økonomisk aktivitet.

- I landsdele med store, succesfulde, etablerede virksomheder eller virksomheder i voldsom vækst vil der være færre iværksættere, fordi den talentfulde arbejdskraft vil søge ansættelse i disse virksomheder. Fyrer virksomhederne derimod medarbejdere, kommer der flere iværksættere. På den måde har den eksisterende erhvervsstruktur stor indflydelse på antallet af iværksættere i et område, forklarer Michael S. Dahl.

Samtidig viser Michael S. Dahls og Olav Sorensons tidligere forskning, at iværksættere ikke er særligt mobile. Det lokale og kendte har afgørende betydning, understreger Michael S. Dahl.

- De starter virksomheder, hvor de bor, tidligere har boet eller har familie. I bund og grund går mange iværksættere efter ansættelse i etablerede virksomheder i deres nærområde, og i nogle tilfælde er iværksætteri et springbræt til fastansættelse i virksomhederne, siger Michael S. Dahl.

Gensidig påvirkning på tværs af sogne

Datasættet bag forskningsprojektet tager udgangspunkt i Danmarks cirka 2.100 sogne. Det er en stor fordel for projektet, mener Michael S. Dahl.

- Inddelingen i sogne gør, at vi kan sammenligne graden af iværksætteraktivitet i et bestemt nabolag af en by med aktiviteten i andre nabolag inden for forskellige radiusser. På den måde kan vi tegne cirkler ud i landskabet for at se, hvordan aktiviteten i ét sogn påvirker aktiviteten i et andet sogn, for eksempel hvordan økonomisk aktivitet i Gistrup vil påvirke aktiviteten i Klarup eller Romdrup, lyder det fra Michael S. Dahl.

Michael S. Dahl og Olav Sorensons projektet udkommer efter planen i bogform senest i løbet af foråret 2024.

Kontakt

Michael S. Dahl

Professor på AAU Business School
9940 2680
msd@business.aau.dk