Sundhedsøkonomer undersøger værdien af telepsykiatri

Sundhedsøkonomer undersøger værdien af telepsykiatri

Forskere fra Aalborg Universitet spiller en nøglerolle i evaluering af digitale behandlingstilbud til patienter med depression og borderline personlighedsforstyrrelse.

Kan brugen af digitale løsninger som apps og videokonference bidrage til behandling af psykiatriske patienter? Dette spørgsmål undersøges netop nu i Danmarks første større sammenhængende forskningsprogram inden for telepsykiatri, ENTER - Programme for EmeNTal hEalth Research.


Sundhedsøkonomisk evaluering af behandlingstilbud

Sundhedsøkonomerne Lars Ehlers, Sabrina Storgaard Sørensen og Cathrine Elgaard Jensen fra Danish Center for Healthcare Improvements (DCHI) på AAU bidrager til forskningsprogrammet med sundhedsøkonomiske evalueringer af to delprojekter: 1) mDiary, som undersøger, om psykoterapeutisk behandling af patienter med borderline personlighedsforstyrrelse bliver mere effektiv ved at bruge en app på smartphonen i terapien, og 2) NoDep Blended Care, som undersøger, om anvendelse af et internetbaseret behandlingsprogram giver klinisk effekt i forhold til depression, og om behandlingsformen er acceptabel for patienter og behandlere.


Bedre behandling og færre sygedage

I evalueringerne sammenholder sundhedsøkonomerne de patientoplevede effekter af behandlingerne med de omkostninger for samfundet, som er forbundet med de telemedicinske interventioner. Deres forventning er, at interventionerne kan fremme behandlingen af de psykiske lidelser, og at de ekstra omkostninger ved udviklingen og driften af de telemedicinske løsninger opvejes af et reduceret forbrug af sundhedsydelser og færre sygedage for patienterne.


Om forskningsprogrammet

ENTER er et partnerskab mellem Telepsykiatrisk Center ved Psykiatrien i Region Syddanmark, Klinisk Institut på Syddansk Universitet, Danish Center for Healthcare Improvements (DCHI) ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet samt de private firmaer Monsenso og Context Consulting.

Forskningsprogrammet modtager støtte fra Innovationsfonden på 19 mio. kroner og gennemføres i perioden 1. marts 2016 -1. marts 2019.

Læs mere om forskningsprogrammet på hjemmesiden for Psykiatrien i Region Syddanmark.


Yderligere information

Sabrina Storgaard Sørensen
Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet
Tlf.: 9940 2710
E-mail: sabrina@business.aau.dk