AAU logo
AAU og erhvervslivet udvikler digitaliseringsnetværk

AAU og erhvervslivet udvikler digitaliseringsnetværk

Digital Innovation Hub skal hjælpe nordjyske virksomheder med at udvikle digitale løsninger og styrke deres konkurrenceevne. Netværket er støttet af EU.

Digital Innovation Hubs (DIH) er EU-Kommissionens store satsning inden for digitalisering de næste fire år. Aalborg Universitet er sammen med erhvervsnetværket BrainsBusiness kommet med i konsortiet DIH2 – Network of Robotics for Agile Production, som er et netværk af 37 europæiske partnere.

Netværket modtager 16 mio. euro i støtte fra EU i perioden 2019-2022, hvoraf otte mio. er målrettet projekter lavet i samarbejde med og imellem virksomheder.


Udvikling af nordjysk konkurrencekraft

Den 9. januar var 35 repræsentanter fra små og mellemstore virksomheder, erhvervskontorer, Regionen og uddannelsesinstitutioner i Nordjylland samlet til en workshop på AAU. Formålet var at lægge fundamentet for en nordjysk hub, som kan støtte regionens små og mellemstore virksomheder i at udvikle nye digitale løsninger gennem anvendelse af især omkostningseffektive robotløsninger.

Som en del af DIH2-konsortiet er Aalborg Universitet/BrainsBusiness de eneste i Danmark, der kan søge støtte til digitaliseringsaktiviteter gennem EU-bevillingen. Ifølge Senior Business Consultant på AAU Keld Arenholt Christensen giver det Nordjylland en unik konkurrencemæssig fordel.

- Hubben er en unik mulighed for at øge konkurrencekraften i Nordjylland inden for bl.a. informations- og kommunikationsteknologi, industri, sundhed, forskning og uddannelse. Den skal være en slags lokomotiv for erhvervsudvikling i regionen og være med til at skabe nye jobs og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, forklarer Keld Arenholt Christensen.


Kickoff i Finland

Næste skridt er DIH2-projektets kickoff, som løber af stablen i Tampere, Finland, i dagene 15.-17. januar. Et af formålene med workshoppen på AAU var at klæde universitetet godt på til startskuddet.

- Jo bedre vi er forberedt med ideer og projektforslag, som er i tråd med erhvervslivets behov, desto større indflydelse får vi i Nordjylland på indholdet i DIH2 og kommende åbne calls, forklarer Keld Arenholt Christensen.  


Yderligere information

Senior Business Consultant Keld Arenholt Christensen
Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet
Tlf.: 9940 2696
E-mail: arenholt@business.aau.dk