| Joseph A. Schumpeter er en pioner der i første halvdel af
1900-tallet satte innovatørerne og den økonomiske
evolution på den nationaløkonomiske og
samfundsvidenskabelige dagsorden. Han lægger ikke kun op til en
radikal udvidelse af økonomernes forståelse af den
industrielle fornyelsesproces, kriserne, og kapitalismens skæbne.
Hans bidrag er også afgørende for erhvervsøkonomer,
sociologer, politologer og historikere. På alle disse
områder er der i de senere år opstået en
Schumpeterrenæssance.
Denne bog beskriver den fascinerende baggrund for Schumpeters
tænkning, og hans fire engelsksprogede hovedværker
gennemgås. Herved giver bogen en forståelse af såvel
Schumpeters grundlæggende teorier som det behov der er for at
videreudvikle dem. Den viser også hvorfor Schumpeters teorier i
dag er mindst lige så aktuelle som i hans levetid.
Esben Sloth Andersen har skrevet ph.d.-afhandling om evolutionær
økonomi og er lektor ved Aalborg Universitet. Han er forfatter
til bogen Evolutionary Economics (der også findes på
japansk) og har skrevet adskillige artikler om den økonomiske
evolution og om teorihistorien på dette område. Han er
aktiv i danske og internationale forskningsmiljøer indenfor
industriel dynamik og økonomisk evolution. |