Først studerede Esben Sloth Andersen skovbrug, så samfundsfag og siden hen datalogi. I dag sidder han i Ålborg Universitets forskningsgruppe for industriel dynamik hvor han har opbygget en lille sektion som arbejder med økonomiske modeller.

"Ligesom en god science fiction-roman giver en god model rige muligheder for at gennemtænke samfundet og samfundsøkonomien," siger han. I øvrigt opfatter han sig selv som brobygger mellem de sædvanligvis meget abstrakte modeller som økonomer plejer at lave, og så forskningsgruppens konkrete undersøgelser af teknologisk udvikling, handel, erhvervspolitik og konkurrence, samspillet med den offentlige sektor og konsekvenserne for beskæftigelse og betalingsbalance. Og han lægger ikke skjul på at han er påvirket af det han engang mødte gennem skovbrugsstudiet. Blandt andet de økologiske mekanismer der træder i kraft hvis man fælder alt: "Tingene gror til i forskellige lag , der sker ny specialisering og man ser hvilke nicher der er i et sådant område, og hvordan det ændrer sig over tid."

IBMs fald

Som samtalen skrider frem, bliver det dog mere tydeligt at Esben Sloth Andersens modeller først og fremmest adskiller sig fra mange andre økonomers, fordi de ikke antager den fuldkomne rationalitet som betyder at hver enkelt økonomisk er alvidende. Hans modeller bygger heller ikke på den i økonomisk teori så almindelige forudsætning at virksomhederne kun har én produktionsfunktion.

"Tidligere var arbejdsdelingen og specialiseringen forudsætningen for økonomisk teori. I dag kan vi i stedet opfatte arbejdsdeling og specialisering som en meget langsigtet udviklingsproces som skal studeres. I mine modeller har virksomhederne også altid mange aktiviteter. Det vil så sige at de har mulighed for at beslutte sig for om de selv vil gennemføre en aktivitet, eller om de vil lægge den ud til andre virksomheder, om de vil købe produktet eller om de selv vil producere det."

Sådan en model kan blandt andet forklare hvorfor vi ikke kan gå ud fra at vi ender med én virksomhed i verden, sådan som det en overgang så ud for IBM.

"Så længe som IBM voksede, diskuterede man herhjemme nødvendigheden af integration af alle beslægtede aktiviteter, og det er kun på det seneste hvor IBM smuldrer mellem fingrene på direktørerne, at man er begyndt at interessere sig for den outsourcing og disintegration der forekommer," siger Esben. Han forklarer at IBM blev meget stor, blandt andet fordi der var en høj grad af integration af forskellige specialer inden for koncernen. Men alt for få forskere interesserede sig for hvad IBM ikke duede til og de grænser for IBMs vækst der viste sig tydeligt da det blev muligt at bygge mindre computere baseret på mikroprocessorer.

Da Apple og andre havde vist at der var et stort marked, opgav IBM at udnytte markedet ved hjælp af koncernens egen viden. I stedet bygges IBM pc'ere baseret på Intels mikroprocessorer og Microsofts software. Det har holdt liv i IBM et stykke tid, men i dag er man nødt til at underkaste sig specialiseringens lovmæssigheder og skrælle aktiviteter fra.

"Intet firma kan være god til alting, men for en tid kan man skabe sig en slags monopol fordi man løser et koordinationsproblem for kunderne. Det ser vi i dag med hensyn til Microsoft."

Robinson Crusoe i Østeuropa

"Hvis et område går godt, bliver det trykket lidt ned, og der bliver trukket ressourcer over til et område der går dårligt, for at holde en jævn produktivitet på alle områder," siger Esben. Han tilføjer at det ville være farligt hvis den strategi blev fulgt generelt i økonomien. Man ville slet ikke begynde at handle. Men også det at specialisere sig kan være farligt, viser en af hans modeller:

"Vi kan forestille os tusind øer som ligger rundt omkring i Stillehavet Tilføj: med hver sin Robinson, og i princippet kan de handle med hinanden. De begynder at specialisere sig. Men det er en ret udsat situation man bringer sig i hvis man ved meget om nogle få ting og når op på en høj levestandard ved at handle, mens der en række grundlæggende produkter man ikke ved noget om. Hvis handelen bryder sammen, så ender man endnu ringere end man begyndte, hvor man dog som en rigtig Robinson vidste noget om korn og geder."

På den måde anskueliggøres blandt andet problemerne for de fattige ulande og dele af Østeuropa i dag. Hvis man har en stor fabrik, og man et år lægger produktionen af skruer og bolte ud til en anden fabrik der de næste år ikke kan levere noget, så får man lidt Robinson Crusoe-problemet på den måde at man skal sætte højt uddannet drejer til at lave skruerne.

I almindelige økonomiske vækstmodeller, som den Solow fik Nobelprisen for, lægges der mest vægt på det lave investeringsniveau som forklaring på problemerne. I Esbens specialiseringsmodel starter man på et mere grundlæggende niveau.

"Derigennem bliver det tydeligt," forklarer han, "at problemet for mange afrikanske lande - og i øvrigt også i dele af Østeuropa - snarere er den manglende stabilitet og tillid i samfundet der gør det svært at specialisere sig og blive dygtigere inden for et snævert område. For hvad nu hvis økonomien bryder sammen? Men selv hvis der kommer styr på disse grundlæggende forhold, så er det et vanskeligt spil at specialisere sig på en måde der passer ind i en større national og international helhed. Så længe man ikke har fundet ud af hvordan det skal gøres, hjælper det ikke meget at der er rigelige investeringsmidler til rådighed."

Hvad der skal til, kan man lære noget af ved at bruge modellen til at analysere industrialiseringen i Danmark på baggrund af landbruget.

"Det vigtigste for omlægningen i Danmark var at vi havde fri adgang til det engelske marked for landbrugsprodukter. Det var engelske handelsfirmaer der stillede en stabil og klar dagsorden for arbejdsdelingen og specialiseringen inden for og omkring dansk landbrug: avlsarbejde, fødevareindustri, kvalitetskontrol, måleinstrumenter og maskinproduktion.

På den måde kom der et samspil mellem international og national arbejdsdeling som gav dansk industri et vist fodfæste. Den samme chance havde de i princippet i dele af Sydamerika, men de lange afstande og den manglende sociale stabilitet gjorde at de hurtigt stagnerede og blev koblet ud på et sidespor."

Konference og computerspil

I den forbindelse vil han bruge sin model til at se på hvordan man i forskellige lande prøver at undgå de styringsproblemer der kan opstå når virksomheders forskningsaktiviteter lægges ud til forskningsinstitutioner eller andre virksomheder.

Men alligevel synes Esben faktisk han har problemer med at skabe interesse for sin model. Også blandt økonomer, fordi den adskiller sig fra standardmodellerne i en række af sine forudsætninger.

Samtidig ønsker hans internationale kolleger at han behandler et problem ad gangen, mens han selv somme tider har lyst til at præsentere dem for en kunstig verden der lægger op til nye spørgsmål på mange områder, f.eks. som Sid Meier der har lavet Civilization og tilsvarende computerspil.

"I min version af Civilization, som f.eks. kunne hedde Evolutopia, skulle spilleren kontrollere dele af en økonomisk arbejdsdelings- og specialiseringsproces. Han eller hun skulle starte med en stor mængde selvforsynende landbrugsbedrifter - og målet skulle være efter et længere tidsrum at opnå så stor en levestandard som muligt. Selv om levestandarden bør maksimeres for hele verden, er det mest spændende når spilleren koncentrerer sig om at gavne borgerne i et bestemt landområde. Problemet bliver at designe beslutningsregler for specialisering og vidensopbygning der gavner målsætningen. Der skal også satses på stabilitet og lave transaktionsomkostninger. Men når spillet lykkes i disse henseender, viser det sig at nye problemer opstår. Hvis man venter for længe bliver man overhalet af andre lande der f.eks. indfører et pengesystem, et arbejdsmarked, og international handel. Senere kommer man til en situation hvor der skal satses på regler for uddannelse, forskning og udviklingsarbejde, osv. osv."

Når Esben endnu ikke har lavet spillet, skyldes det blandt andet at det ville kræve en masse programmeringsarbejde som ikke er teoretisk interessant. "Jeg har godt nok en italiensk PhD-student som er ekspert i mange slags programmering, men både han og jeg skal tænke på at vi akademisk set ikke får merit for den slags programmering. Et andet problem er at både økonomer og andre samfundsforskere har en tendens til selvhøjtidelighed. Et spil der påstår at behandle fundamentale og delvist uudforskede sammenhænge men som udmærket forstås af gymnasieelever har ikke de store chancer for at blive taget alvorligt."